Straffeloven
§ 13.
Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været
nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende
uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til
angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes
betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog
straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet
fremkaldte skræk eller ophidselse.
Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er
nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt,
iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt
persons rømning.
§ 14.
En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var
nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og
lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet
betydning.
§ 134 a.
Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på
offentligt sted straffes, såfremt de har handlet efter aftale eller flere
i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
§ 138. Den, som forsætligt eller ved grov
uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand, straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år, hvis han i denne tilstand udsætter andres person eller
betydeligere formueværdier for fare.
§ 185. Med bøde eller fængsel indtil 2 år
straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller
opofrelse for sig selv eller andre, undlader gennem betimelig anmeldelse
eller på anden efter omstændighederne tjenlig måde efter evne at afværge
ildsvåde, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse,
søskade, jernbaneulykke eller lignende ulykke, der medfører fare for
menneskeliv.
§ 237. Den, som dræber en anden, straffes
for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.
§ 241. Den, som uagtsomt forvolder en
andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under
særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet
begået i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel,
anses dette som en særlig skærpende omstændighed.
§ 244. Den, som øver vold mod eller på
anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 år.
§ 245.
Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter
eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har
et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til
følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.
Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden
person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.
§ 246.
Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en
så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge,
at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige
til fængsel i 10 år.
§ 247.
Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en
person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en
forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen
forhøjes med indtil det halve.
Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246
begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig
udsat for vold.